Indsamling
Kræftsyge 5-årige Ea drømmer om en rejse
Vores Ea har en sjælden form for leukæmi og er igang med et længerevarende intensivt kemoforløb. Ea drømmer om en rejse til et varmt land med en pool sammen med sine tre søskende (5, 2 og 1 år) og sine forældre.

Hjælp os med at opfylde Eas store drøm om en solskinsrejse

Vores historie 

Ea fik konstateret philadelphia leukæmi i januar 2016, da hun var 3 år gammel. Det er en sjælden og aggressiv form for leukæmi, som kræver en særlig barsk kemobehandling. Det har været og er et ubeskrivelig hårdt forløb. Ea er stadig igang med sin behandling og får dagligt både kemo og mange forskellige sprøjter med medicin. 

Ea har tre søskende, Liam (5 år), Mai (2 år) og Levi (1 år), som også er mærkede af Eas sygdomsforløb og mange indlæggelser. Det forhold, at Ea i lange perioder har været indlagt, har splittet familien, fordi den ene forælder har været hos Ea, mens den anden har været hjemme med de andre. Det har tæret meget på os at savne hinanden over så lang tid.

Herudover har Liam, Eas tvillingebror, bindevævssygdommen Behcet-syndrom, som også medfører en del lægeundersøgelser og en særlig medicin. Også dette tærer på energien i det lille hjem.

Eas drømme-familieferie

Ea drømmer om en rejse til et varmt sted, hvor der er en pool, hvor vi kan lege sammen. Det har vi ikke økonomi til selv at give hende, og vi håber derfor, at denne indsamling giver os mulighed for at opfylde Eas ønske.

Ea fik i år tilbudt et rekreationsophold på Mallorca med Børnecancerfonden, hvor vi skulle have været afsted i 14 dage i august 2017. Desværre var Eas almene tilstand ikke god nok til, at lægerne ville lade os rejse, så vi måtte melde fra dagen før.

Vores største drøm er at give Ea en almindelig god og tryg barndom, hvor hun bare kan være barn - uden at bekymre sig om sygdom, smerter og frygten for, hvordan den lille krop reagerer på næste omgang kemo. Det er desværre ikke muligt lige nu, men vi tror, at et rekreationsophold vil give os glimt af at være en "almindelig" familie på seks og at minderne om ferien vil varme os i de perioder, hvor hverdagen byder på fuld narkose, lumbalpunktur, kemopiller og mange sprøjter.

Vi vil derfor være uendeligt taknemmelige for ethvert bidrag - store som små. De penge, som vi måtte få indsamlet, vil gå til Eas rejse. Skulle der være et overskud, vil dette gå til Eas konto, hvor vi sparer op til behandling af senfølger og bivirkninger ved kemobehandlingen.

Hvis du kender nogen, som måske vil have lyst og mulighed for at hjælpe os, er du meget velkommen til at dele vores indsamling.

 

Kærlig hilsen

Eas mor og far og mormor,

Carina & Daniel og Alice

 

Til orientering: Indsamlingen er anmeldt til og godkendt af Indsamlingsnævnet.


Welcome


CAREMAKER makes it super easy to create an online fundraiser for anything that means something to you. If you have any questions or problems, you can catch us at info@caremaker.dk