Indsamling
Hjælp kræftramte Laura på 2 år
Laura på 2 år er ramt af den sjældne, agressive og ondartede hjernetumor DIPG. Hun og familien har brug for en økonomisk håndsrækning for at lette hverdagen og give dem muligheder sammen.

Mit navn er Liselotte og jeg er kusine til Lasse, hvis 2-årige datter, Laura, er blevet ramt at den sjældne, aggressive og ondartede hjernetumor DIPG - Diffust Infiltrerende PonsGliom, der årligt rammer 1-3 børn i Danmark. Det er den værste besked, der kan ramme en familie, og lige nu kæmper Lasse og Maiken alt hvad de kan for skønne Laura, men også for at få en hverdag til at hænge sammen med deres søn Mathias på 4 år, og deres to store piger Sofie på 19 år og Andrea på 15 år.
For at lette deres hverdag en smule, og sikre at de ikke skal tænke på økonomien i denne svære tid, har jeg efter aftale med Lasse og Maiken, valgt at starte denne indsamling. Mit håb er at de kan få ro på den bekymring, samt give dem mulighed for at gøre nogle skønne ting med Laura, og hendes søskende i denne svære tid, uden at de skal tænke på de økonomiske konsekvenser.

LIDT OM LAURA OG HENDES SYGDOM

Laura har fået diagnosen DIPG, en tumor på hjernestammen (diffust infiltrerende ponsgliom), der er en af de mest aggressive kræfttyper, der findes. Den rammer kun børn og der har hidtil ingen helbredelsesmuligheder været. Indtil nu har kun 1% overlevet efter 5 år og sygdommens udvikling er grusom. Børn diagnosticeret med DIPG har hidtil alle gået igennem det samme forløb. De mister evnen til at gå, tale og langsomt evnen til at bevæge deres arme, sidde selv, vende sig. De mister evnen til at åbne munden og dermed spise. Til sidst er lammelsen total. Nogle mister deres syn. Men alle er klare i hovedet til det sidste.

Dog er der et gennembrud på vej, og forskning i lige præcis Lauras kræftform i hjernestammen, behandles på forsøgsbasis. Laura behandles på Rigshospitalet alle hverdage fra d.19. april til 4. juni. Her modtager hun strålebehandling kombineret med medicinsk behandling.

Det forsøg Laura er med i har lovende udsiger, men da forsøget stadig er i gang, er der endnu ingen offentliggjorte resultater. Hvis ikke behandlingen kan redde Laura, er håbet at den kan forlænge Lauras liv i en sådan grad, at nye gennembrud finder vej i behandlingen.

BESKRIVELSE AF INDSAMLINGSFORMÅL

Pengene til denne indsamling går 100% til Laura og hendes familie. I første omgang samles der ind til en tablet og et cover, som lægerne anbefaler at Laura har under hendes mange dage på Rigshospitalet.

Men indsamlingen skal også være med til at dække de øgede omkostninger, de får i forbindelse med Lauras intensive behandlingsforløb, men også til at give dem mulighed for at få nogle oplevelser i en svær tid, hvor overskuddet ikke er stort. Det gælder om at få så meget ud af tiden med Laura under hendes behandlingsforløb, så der også kan være gode og glædelige stunder i den svære tid. Og når Laura forhåbentlig står stærkt på den anden side, vil evt. overskydende penge gå til BørneCancerFonden.

HVILKEN FORSKEL GØR DET

Det vil gøre en verden til forskel for Lasse og Maiken, at få et økonomisk pusterum, så det eneste de behøver at fokusere på, er Laura, Mathias, Sofie og Andrea samt hinanden. 

ANDRE MÅDER AT HJÆLPE PÅ

Den bedste hjælp du kan give, udover et økonomisk bidrag, er at dele dette på de sociale medier, via mail i dit netværk samt snakke med dine venner og familie.


Welcome


CAREMAKER makes it super easy to create an online fundraiser for anything that means something to you. If you have any questions or problems, you can catch us at info@caremaker.dk