Indsamling
En kørestol til den sejeste Kristoffer!
Dejligt at vi nåede vores første mål - TAK for det! Nu kæmper vi for at samle ind til udgifter, som familien vil få til hjælpemidlerne i hjemmet.

Den 29. december 2014 fik Kristoffer et brud mellem 5. og 6. nakkehvirvel i en gymnastikulykke i Herning, hvorefter han blev kørt direkte til Århus Universitetshospital. Da han vågnede op efter operationen havde han ingen følelser tilbage i kroppen. 

Den 19. januar blev han flyttet til Vestdansk Center for rygmarvsskadede i Viborg - det havde han set meget frem til.

I dag er Kristoffer lam fra brystet og ned. Han kan bruge sine arme, men ikke sine fingre til det finmotoriske. Han bor stadigvæk i Viborg, hvor han dagligt genoptræner. Siden d. 19 januar er der sket fremskridt for Kristoffer - han har fået flere kræfter tilbage igen, men desværre har han fået at vide, at han aldrig kommer til at gå igen. Han kan stort set ingenting selv, så han får hjælp til det meste. Han kan dog selv køre sin kørestol ved hjælp af sine håndflader. Man håber, han vil få genoptrænet sin fingermotorik, så han selv kan komme til at spise og drikke. 

Inden Kristoffer kom til skade gik han på Ågård efterskole, på sit andet år. Han havde krudt i røven og man så ham nærmest aldrig sidde stille. Han var en utrolig god springer, så han brugte meget af sin fritid på, at blive bedre til at springe. 

Et af Kristoffers største ønsker er at få en ny kørestol, som han selv har let ved at køre. Da han ikke kan bruge sine fingre, er han nødt til at bruge sine håndflader til at køre den med. Kørestolen han ønsker sig, er en han selv er ved at designe. Den er af mærket Wolturnus og vil med ekstra udstyr komme til at koste omkring 80.000 kr. Som Kristoffer selv siger, så må hans kørestol gerne være speciel, da han formentlig skal bruge den i rigtig lang tid - ligesom et par nye bukser. Kørestolen skal hjælpe med, at gøre hans hverdag lettere.

Vi gamle/nuværende elever fra Ågård Efterskole har valgt at starte denne indsamling, for at hjælpe Kristoffer og hans familie igennem denne svære tid. Kristoffer er vellidt og en person, som rigtig mange holder utrolig meget af. Han har altid haft nogle sjove bemærkninger, han kunne fyrre af, og selvom han i dag er lam, så er han ikke bleg for at lave sjov med andre.

Vi er mange der ser virkelig op til dig Kristoffer - at du stadig er så postiv og har så meget gå på mod, er slet ikke en selvfølge, når du er endt i den situation, som du er. Bliv ved med det gode arbejde - du ved vi altid vil være der for dig! 

Vi håber at I vil være med til at hjælpe os med at samle sammen til den kørestol, som Kristoffer ønsker sig - det har han i hvertfald fortjent. Alle bidrag tæller og vi ved at hvert enkelt vil betyde meget for Kristoffer og hans familie.

Vi takker på forhånd for alle bidrag.

Nuværende/ gamle elever fra Ågård Efterskole

Link til et klip fra Forum Horsens, hvor Kristoffer selv fortæller lidt om hans ulykke:
http://www.tvsyd.dk/arkiv/2015/04/16?video_id=70273&autoplay=1




Welcome


CAREMAKER makes it super easy to create an online fundraiser for anything that means something to you. If you have any questions or problems, you can catch us at info@caremaker.dk