Indsamling
Aya Fallesens kamp mod kræft
Aya Fallesens kamp mod kræft

Målet med denne indsamling er at hjælpe Aya og hendes familie I denne svære tid.

Min lille niece, Aya, på 1,5 år, har fået konstateret kræft i hjernen. Denne kræftform kaldes AT/RT (Atypical teratiod/rhabdoid tumor) – det er en meget aggresiv kræftform der vokser i hjerne og i rygmarv, og symptomerne kan udvikle sig over meget få dage.

Lægerne mente, at de efter første operation havde fået alt kræften med ud. Men nu, et par måneder senere, er det kommet retur og det har spredt sig igen. Heldigvis fik vi forleden den gode nyhed at det ikke var nået til rygmarven endnu.

Hun er lige blevet opereret igen således at man kan give kemo direkte i hjernen.

Nu er de påbegyndt deres tur til Houston, USA. Aya skal over at have strålebehandling. Udsigten siger pt, at de skal være der i ca. 2- 3 måneder. Så familien er så småt ved at forberede sig på denne tur.

Det er her at jeg håber, at denne indsamling kan bidrage lidt.

Far, Dennis, er selvstændig erhvervsdrivende. Han har en lille virksomhed sammen med vores far. Og da det er en lille virksomhed, og med den udfordring, der er med ikke at kunne kalde en vikar ind, vil han gøre brug af at skulle rejse frem og tilbage over perioden, hvor behandlingen står på, for virksomheden Kræver hans fysiske tilstedeværelse.  Og for at mor, Marlene, ikke skal stå alene med en kræftsyg Aya og storebror Lauge, 3 år, i USA, er vi ved at finde ud af om mormor kan bidrage med assistance i USA.

Alt er stadig meget nyt og ukendt, men bottom line er at økonomi ikke må blive en for bekymrende faktor for den skønne lille familie, når rejsen til USA skal starte.

Derfor tænker jeg at mit bidrag, ud over trøst, kys og kram – kan være denne indsamling, som kan være med til at aflaste familien.

 

Aya’s historie kort fortalt:

Midt i august var Aya og hendes familie kommet hjem fra en dejlig ferie i Frankrig. Hverdagen var startet igen. Familien havde nydt hinanden i 14 dejlige dage i det sydlige Frankrig.

Marlene, mor, havde hentet ungerne i hhv. vuggestue og børnehave. Lille Aya går hen imod bilen og falder pludseligt,  - hun slår sit hoved og får en kæmpe bule.  Om aftenen bliver hun dårlig og begynder at kaste op. Der bliver ringet til Lægevagten, som vurderer at det er en hjernerystelse. Aya kaster op, nu hyppigere end før. Familien kører på sygehuset og man holder stadig fast i, at det er hjernerystelse eller mulig influenza. Aya bliver indlagt til observation, men der er ingen bedring.

Pga. en tilfældig reaktion fra Aya, er der en hurtig læge der vurderer, at hun lige skal igennem en scanner.

Det er fredag, og Dennis har fri fra arbejde, han er på vej ind på sygehuset, for at besøge dem. Han bliver ringet op af en grædende Marlene. Hun beder ham afsætte storebror Lauge hurtigt, da der er fundet en tumor på ca 4x4 cm i hjernen på Aya, og de er ved at gøre hende klar til overflyning til Odense Universitetshospital med ambulance og eskorte.

De måtte se på, at deres pige blev kørt afsted. Der var ikke plads i ambulancen, da der skulle en del personale med.

I Odense bliver der lagt et dræn, som har til formål at fjerne væsken der trykker på Ayas hjerne.  Der drænes ml. 150-200 ml i timen. Drænet går i stå og der forsøges igen og igen.

De overflyttes nu til Rigshospitalet, hun får stadig nogle black outs over nogle dage, og mister ofte bevidstheden.  De flyttes frem og tilbage mellem intensiv og andre afdelinger.  Der bliver endeligt lavet en MR scanning som viser at tumoren bløder. Og det forklarer, hvorfor Aya gentagne gange mister bevidstheden.

Uvisheden hober sig op, Marlene og Dennis siger farvel til Aya flere gange dagligt. De får at vide, at chancen for overlevelse er 50 % for Aya. Og hvis hun overlever, vil hun aldrig blive den samme Aya, som de kendte.

Aya opereres mange gange, og efter mange forsøg bliver Aya endelig stabil. I mellemtiden kommer der svar på prøverne der er blevet taget af tumoren. DET ER KRÆFT.

Der går mange dage før hun stille og roligt begynder at vågne op igen. Man er meget bekymret, da Aya reagerer meget langsomt på hendes førlighed.

Efter en måned bedres Aya, og vinder mere førlighed tilbage. Hun er en stærk lille pige. Aya og mor udskrives og kommer retur til OUH og lidt senere kan de tage hjem.

Og hverdagen med en kræftsyg lille pige starter. Jævnlige indlæggelser og kemo er fremtiden.

For en uge siden var Aya til kontrol. Desværre viste det sig, at kræften igen er vendt tilbage og den vokser desværre - aggressivt.

Nu er det tid til en ny operation og nu skal turen til USA iværksættes, så der kan opstartes strålebehandling.

 

Tak fordi du du læste min, men ikke mindst deres historie. Og jeg håber du vil være med til at give et lille bidrag og dele denne indsamling

Jeg har talt med familien omkring dette tiltag, som de er glade for. De har ikke selv overskuddet i hverdagen til det.

 

Der er ansøgt ved indsamlingsnævnet. Journal nr 16-920-01724

 2/1 - 2017  Opdatering

Desværre har Aya og familie fået en trist nyhed her i juleferien.

De er påbegyndt stråling i USA.

En scanning lavet før stråling er blevet påbegyndt - har desværre vist at kræften igen vokser. Den sidder nu så tæt på hjernestammen, således at en ny operation ikke er en mulighed.

Vi krydser fingre for at strålerne gør deres bedste og bekæmper kræften.

 

18/1 2017 Opdatering

her halvvejs i stråleforløbet har Aya fået foretaget en scanning. Strålebehandlingen bekæmper kræften. Det er rigtig gode nyheder. 

Nu fortsætter man den behandligsform der anvendes, og så håber og beder vi til at det sidste bekæmpes. Man vælger at strålebehandle lidt mere der hvor kræften var begyndt at vokse igen.

Vi krydser fingre for lille Aya og hendes familien.

 


Welcome


CAREMAKER makes it super easy to create an online fundraiser for anything that means something to you. If you have any questions or problems, you can catch us at info@caremaker.dk